Retningslinjer for ridt under
Det Sydfynske Alperidt.
Det er meget vigtigt for os at vi oplever, at både ryttere og heste er glade, og får en god oplevelse ved vores ridt.
Samtidig er det lige så vigtigt for os, at både vi selv og vores hjælpere synes at det er sjovt, så vi kan bevare glæden ved at lave distanceridt, da det kræver en kæmpestor arbejdsindsats, hver eneste gang der skal arrangeres et ridt.
Vores fokus ligger på læring om distanceridning, under trygge forhold.
Med baggrund i dette, har vi følgende retningslinjer for vores ridt:
· Af sikkerhedsmæssige årsager er ridehjelm obligatorisk, både når man er til hest, når man deltager med hest for hånd og ved mønstring af hesten i Hestekontrollen.
Under al ridning er fodtøj med hæl, og/eller sikkerhedsstigbøjler, ligeledes obligatorisk.
· Alle dyr af slægten Equus (heste, ponyer, æsler, muldyr, mulæsler og zebraer), herefter benævnt "heste", kan deltage i vores ridt. Eneste krav er at ridedyret skal være gyldigt vaccineret.
· Heste kan deltage for hånd, med fører på jorden, fra d. 1. juli i dét kalenderår hvor de fylder 2 år.
Heste kan deltage i rideklasser fra d. 1. juli i dét kalenderår hvor de fylder 4 år.
· For at sikre de deltagende hestes velfærd skal de, inden start og efter hvert loop, igennem en Hestekontrol, hvor de gennemgås af vores team af erfarne hestesagkyndige.
Er hesten "fit to compete", godkendes den til start/videre deltagelse.
Vi forbeholder os til enhver tid ret til at afvise heste med sår eller skader, som vurderes at blive forværret, eller hvor udstyret vil genere hesten, ved videre deltagelse i ridtet.
· For at passe på hesten har vi en maksimum gennemsnitshastighed på 16 km/t, for alle vores ridt.
I nogle klasser kan maksimum hastigheden dog være lavere - dette vil fremgå af tilmeldingsinfo.
· Vores loops er aldrig længere end maksimum 20 km.
Dette har vi valgt at gøre for at give de deltagende ryttere mulighed for at træne deres fornemmelse for hvordan de skal ride deres heste på ruten, for at kunne leve op til de krav der stilles i distanceridning, herunder at hesten ikke bliver dehydreret og at pulsen holdes nede.
På denne måde sikrer vi samtidig at hestene tilses ofte, så evt. begyndende overbelastning eller skade opdages tidligt.
· Hestens puls er ikke afgørende i vores distanceridt, men for at passe på hesten, og undgå skader eller overbelastning, bør deltageren tilsigte at hestens puls er maksimum 64 i alle hestekontroller.
Skal hesten deltage i mere end 1 loop, skal den præsenteres med maksimum 64 i puls i Hestekontrollen, indenfor 20 minutter efter hvert loop.
· Deltagere kan ikke udgå af et ridt, som følge af enten egen eller hestens nervøsitet, grundet manglende rutine, som i nogle tilfælde kan medføre forhøjet puls, overskridelse af tidsrammer, fejl i minimum og/eller maksimum ridetid, Islænderheste der tølter i Hestekontrollen, ruter der rides i forkert retning, eller andre misforståelser.
· Alle deltagere, i vores ridt, belønnes med en smuk roset, et diplom og fede sponsorgaver, uanset hvad der sker efter ankomst til stævnepladsen - også selvom de udgår i en Hestekontrol eller selv vælger at trække sig, af hensyn til hesten.
· Ved vores ridt er der ikke krav om hverken rytterlicens, klubmedlemskab, konkurrenceregistrering eller administrationsgebyr.
· Vi sætter en ære i at gøre stævnepladsen så flot og indbydende som muligt, og lægger stor vægt på at skabe en hyggelig stemning, med fællesspisning og socialt samvær på stævnedagen.
· Ved vores ridt er der ikke et omfattende reglement - som både ryttere og stævnearrangører skal leve op til - men blot disse retningslinjer - hvorfor eventuelle tvivlsspørgsmål løses af stævneledelsen, i samarbejde med deltagerne.
Ved opståede tvister kan det blive nødvendigt at der træffes en afgørelse, og det vil til enhver tid være stævneledelsen der har det afgørende ord.
· Deltagelse foregår på eget ansvar, og Det Sydfynske Alperidt, samt arbejdsgruppens samarbejdspartnere, kan således ikke drages til ansvar for skader, sygdom eller tyveri i forbindelse med et arrangement/stævne - hverken overfor personer, heste eller ejendele.
Det er til enhver tid deltagerens ansvar at hesten er "fit to compete" og klar til opgaven.
· Af hensyn til hesten, ser vi helst at der ikke anvendes sporer og/eller pisk ved vores ridt, ligesom vi gerne ser at optømningen er så let som muligt.
· Vi lægger selvfølgelig ligeledes stor vægt på at alle deltagere rider og passer deres heste i henhold til Hesteloven:
https://danskelove.dk/hesteloven https://www.landbrugsinfo.dk/-/media/landbrugsinfo/public/9/7/7/guide_lov.pdf
Igennem vores arbejde som arrangører, oplever vi at der er et behov for en alternativ mulighed for opbygning af stævner, hvilket er årsagen til at vi har udarbejdet dette stævnekoncept.
Samtidig er det dog meget vigtigt for os at slå fast, at vi er store fortalere for DRF's reglement i de pointgivende klasser over 40 km.
Det er derfor vores målsætning at dette dynamiske koncept kan fungere som et supplement til at styrke distancesporten under DRF.
I arbejdsgruppen ser vi frem til at fortsætte med nye, spændende, sjove og anderledes tiltag, for at en masse nye ryttere forhåbentlig kan få øjnene op for denne fantastiske disciplin.